mandag den 27. marts 2017

Tag hensyn til havørnene – de ruger lige nu

Skovballe Tåsinge 27-3-17.

På vej hjem fra en optælling på Monnet i dag tager jeg et smut omkring Skovballe skoven for at tage et hurtigt kig på havørnereden.
Lige ud for reden, hvor skoven er mest åben, står en fuglefotograf stillet op med sin store telelinse og kamera på stativ og snakker ivrigt med en lokal beboer.
Jeg stopper op og forklarer venligt, at ørnene lige nu ligger på æg og er voldsomt sårbare over for forstyrrelser netop på dette tidspunkt.

Jeg henstiller til, at fotografen kunne sætte sig i sin bil og fotografere derfra, da det er langt mindre forstyrrende – og ikke giver ringere mulighed for at få gode billeder.

Efterfølgende får jeg så en påmindelse om, at han står på asfalten på offentlig vej og at der i øvrigt slet ingen ørne var i reden, eller havde været der, mens han var der. Nu tvivler jeg dog på at man stiller sig op med fotoudstyr til langt over 50.000 kr. blot for at fotografere en tom ørnerede – eller trækronerne måske - og i samme nu løfter havørnen sit hoved fra reden, så den holder ikke en meter.

Havørneparret i Skovballe er ufattelig tolerante, når det gælder trafik tæt på reden og giver derfor rigtig mange mennesker en fantastisk oplevelse. Den oplevelse skulle vi alle gerne kunne blive ved med at få.

Jeg har ingen bemyndigelse til at jage folk væk og kunne heller ikke drømme om det. Men når man møder en person, som bruger så mange penge på udstyr til at fotografere fugle, må man også forvente, at de sætter sig lidt ind i forholdene om, hvordan man bør begå sig så man forstyrre mindst muligt.

Selv med en pæn opfordring rakte det ikke her.

Jeg påstår ikke, at ørnene ville forlade reden af den grund. Men det er unødvendigt at stille sig op på denne måde blot for at få et superfoto – så lad være.

Så min opfordring er blot – nyd ørnene fra bilen, det er en oplevelse nok i sig selv.

Mvh Poul V. Rasmussen, Tåsinge

Ingen kommentarer:

Send en kommentar